Om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer m.v.
Med lovforslaget foretages en grundlæggende modernisering af energieffektiviseringsindsatsen og en etablering af en støtteordning til udbredelse af individuelle varmepumper ved skrotning af oliefyr. Forslaget indebærer desuden en række mindre ændringer i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, der skal sikre hjemmel til at kunne gøre bygningers energimærke ugyldigt i tilfælde, hvor berigtigelse ikke er mulig, hvilket skal bidrage til at styrke tilliden til energimærket. Endelig foretager lovforslaget en oprydning i bestemmelser vedrørende ældre tilskudsordninger, som ikke længere anvendes. Lovforslaget er en opfølgning på energiaftalen fra juni 2018 mellem alle Folketingets daværende partier.