Loven skaber mulighed for at etablere såkaldte startboliger. Startboliger er ungdomsboliger, der er målrettet unge i alderen 18-24 år, som har særligt behov for en bolig med tilhørende voksenstøtte. Startboliger forventes primært etableret i eksisterende bebyggelse, men nybyggeri kan dog forekomme. Loven giver således mulighed for, at staten kan yde støtte til at ansætte støttepersonale, ligesom staten kan yde et mindre ombygningstilskud. Der er afsat i alt 131,2 mio. kr. i årene 2012-2015 til etablering af boligerne. Loven indgår som led i satspuljeaftalen på det sociale område for 2012.