Om selskabers registrering af fremførselsberettigede underskud m.v.
Loven indeholder følgende elementer: - Selskaber m.v. forpligtes til at engangsregistrere fremførselsberettigede underskud og gennemførte skattefri omstruktureringer af betydning for underskudsanvendelsen til SKATs underskudsregister. Manglende indberetning medfører, at underskud fortabes. - Fradrag for tab på visse aktier og investeringsbeviser gøres betinget af, at SKAT har modtaget oplysning om erhvervelsen. - Brug af kildeartsbegrænsede tab til modregning i skattepligtige avancer gøres betinget af, at det kildeartsbegrænsede tab er selvangivet. - Der sker udvidelse af værnsreglen, der sikrer, at finansielle virksomheder ikke via sambeskatning opnår dobbeltfradrag på fordringer mod et midlertidigt overtaget selskab. - Ved vedtagelse af ændringsforslag fra skatteministeren blev det besluttet, at juridiske personer, som efter skattekontrollovens § 4, stk. 2, skal indgive selvangivelse i perioden fra den 1. oktober til den 31. juli efter indkomstårets udløb, hvis selvangivelsesfristen for indkomståret udløber i den periode, hvor indberetningen af fremførselsberettigede underskud finder sted, kan vente med at indgive selvangivelse for indkomståret til den 1. august i året efter indkomstårets udløb.