Om ret til hurtig udredning m.v.
Formålet med loven er at sikre ligestilling i forhold til patientrettigheder i sygehusvæsenet for mennesker med psykiske lidelser og mennesker med fysiske (somatiske) sygdomme. Ændringerne vil indebære, at psykiatriske patienter bliver omfattet af gældende regler om ret til hurtig udredning, at begrænsningen i psykiatriske patienters ret til frit sygehusvalg ophæves, og at psykiatriske patienter bliver omfattet af gældende regler om somatiske patienters ret til udvidet frit sygehusvalg. I forhold til patienter, der er anbragt på psykiatrisk afdeling i henhold til retsplejeloven eller straffeloven eller anbragt på Sikringsafdelingen i henhold til et farlighedsdekret, vil der fortsat være visse begrænsninger i adgangen til frit sygehusvalg. Loven betyder, at der i sundhedsloven bliver ét samlet regelsæt for alle patienter, der henvises til udredning og behandling i sygehusvæsenet.