Om rentefrie lån svarende til indberettet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med covid-19.
Det foreslås at indføre en ny låneordning, der gør det muligt for små og mellemstore virksomheder (SMV’er) at opnå et rentefrit lån på et beløb svarende til den A-skat og det AM-bidrag, som virksomhederne skal afregne den 18. og den 29. januar 2021, og som dækker en ordinær indbetaling og en udskudt indbetaling. Lånet skal tilbagebetales senest den 1. november 2021. Formålet med ordningen er at styrke likviditeten i små og mellemstore virksomheder, der er udfordret af restriktionerne for at mindske smittespredningen af covid-19.