Loven skal styrke rammeaftalerne som redskab for kommunalbestyrelser og regionsråd i forhold til udvikling og styring af det sociale område og det almene ældreboligområde. Centrale punkter i forslaget er: - Rammeaftalerne forenkles, og koordineringen flyttes til kommunerne. - Rammeaftalerne indgås fremover mellem kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, hvad angår de regionale tilbud. - Lovgivningen sætter overordnede rammer for aftalerne, som udfyldes af de deltagende kommunalbestyrelser og regionsråd. - Rammeaftalerne opdeles i en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Rammeaftalerne styrkes som redskab for kommunerne i rollen som køber af pladser, og de skal bidrage til at skabe beslutningsgrundlag for den enkelte kommunalbestyrelses tilrettelæggelse af det sociale område og det almene ældreboligområde. Lovforslaget indgik i aftalen mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og KL om kommunernes økonomi for 2011.