Om psykologbehandling til kvinder, der får ophold på krisecenter.
Med lovforslaget foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til kvinder, der får ophold på krisecenter efter servicelovens § 109 som følge af vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Tilbuddet kan iværksættes under selve opholdet på krisecentret eller i umiddelbar forlængelse heraf. Lovforslaget fremsættes som led i udmøntning af aftale af den 2. december 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om finansloven for 2020. Lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2020.