Loven skal tilskynde indgåelse af længere uddannelsesaftaler og nye praktikaftaler. Loven forventes at ville skaffe 7.400 ekstra uddannelses- og praktikaftaler i 2011. Den hidtidige præmie- og løntilskudsordning forlænges for hele 2011. Desuden forhøjes bonussen fra højst 32.000 kr. til højst 52.000 kr. Bonussen udbetales til arbejdsgiveren i fire rater, hvis uddannelsesaftalen fortsat er i kraft. I alt kan en uddannelsesaftale udløse op til 70.000 kr., ved at man fastholder en præmie på op til 18.000 kr. i prøvetiden. Loven forhøjer arbejdsgiverbidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion med 290 kr. årligt pr. fuldtidsbeskæftiget i 2011-13.