Loven handler om samfundets beredskab over for oliekriser, hvilket vil sige situationer med mangel på olie som følge af forsyningsafbrydelser eller risiko herfor. Loven gennemfører direktiv 2009/119/EF om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter. Loven sikrer endvidere Danmarks overholdelse af forpligtelser om olieberedskab over for Det Internationale Energiagentur. Endelig sker der en opdatering af lovgivningen i lyset af erfaringerne fra de senere år samt en sikring af de nationale målsætninger for olieberedskabet.