Om ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg m.v.
Forslaget udgør en del af implementeringen af »Aftale om sundhedsreform 2024« mellem regeringen (S, V og M), DD, SF, KF og RV af 15. november 2024. Formålet med forslaget er at fremme en enklere, mere gennemsigtig og mere lokalt forankret styring af sundhedsvæsenet. Med forslaget etableres en ny regional forvaltningsmodel. Der etableres i hver region sundhedsråd, der inden for geografisk afgrænsede områder skal varetage den umiddelbare forvaltning af sundheds-, social- og specialundervisningsområdet. Sundhedsrådene udgøres af medlemmer af regionsrådet og medlemmer af kommunalbestyrelsen i de kommuner, der hører under sundhedsrådet. En række eksisterende samarbejdsfora nedlægges, herunder kontaktudvalg, sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg, og sundhedsaftalerne og praksisplanerne i deres nuværende form ophæves. Regionsrådene skal i tilknytning til hvert sundhedsråd nedsætte patient- og pårørendeudvalg. Den kommunale medfinansiering og nærhedsfinansieringen ophæves, og der indføres en overgangsordning, som økonomisk håndterer de byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne. Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. juli 2025. Forslaget skal ses i sammenlægning med L 213 om overgangsloven.