Om nedbringelse af investeringsfonden for Færøernes egenkapital m.v.
Formålet med loven er at tilvejebringe den nødvendige hjemmel, så Investeringsfonden for Færøerne kan nedbringe egenkapitalen med 28 mio. kr. til at dække udgiften til bortfjernelse af sprængstofrester, som er fundet ved Vágar Lufthavn i forbindelse med omfattende moderniserings- og forbedringsarbejder af lufthavnen. Forekomsten af sprængstoffer er først blevet konstateret i forbindelse med de igangværende anlægsarbejder, og de uforudsete omkostninger til bortfjernelse indgik derfor ikke i den økonomiske aftale i forbindelse med overdragelsen i 2007, hvorved egenkapitalen i Investeringsfonden for Færøerne blev nedbragt med 365 mio. kr. De færøske myndigheder har allerede afholdt de anførte udgifter.