Om ændring af afgiftssatser for vejbenyttelse m.v. og om adgang til Køretøjsregisteret.
Danmark deltager sammen med Luxembourg, Nederlandene og Sverige i en fælles ordning med vejbenyttelsesafgift for lastbiler til godstransport på 12 t eller derover (Eurovignetten). Formålet med lovforslaget er at sikre, at ordningen er tidssvarende og fortsat giver et incitament til at vælge de mest miljøvenlige køretøjer. Lovforslaget har også til formål at gøre det muligt for virksomheder, der opkræver betaling for brug af veje, broer, færger eller tunneler, at få adgang til Køretøjsregisteret, så virksomhederne via nummerpladeoplysninger kan sende en opkrævning til et køretøjs ejer. Hertil kommer, at det med forslaget vil blive muligt at anvende betalingsløsninger, hvor trafikanterne ikke skal standse op for at betale for at benytte vejen, broen eller tunnelen. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2018.