Om kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.
Lovfrslaget var en del af udmøntningen på Skatteministeriets område af aftalen af 1. marts 2009 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om "Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat". Loven går ud på at kompensere familierne for de afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og varer med sundhedsrisiko, som direkte påhviler husholdningerne. Det sker ved at indføre: - En årlig skattefri "grøn check" på 1.300 kr. til personer, der er fyldt 18 år. - En årlig supplerende skattefri "grøn check" på 300 kr. pr. barn til personer, der har barn eller børn under 18 år - maksimalt for to børn pr. person. Den "grønne check" aftrappes med 7,5 pct. af indkomsten, der overstiger et grundbeløb på 362.800 kr. (2010-niveau). Den "grønne check" indregnes på forskudsopgørelsen for 2010 og udbetales således løbende i 2010 i kraft af et højere månedligt fradrag for den enkelte person.