Om initiativer til styrkelse af fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.
Loven giver mulighed for en differentieret og forøget opkrævning af afgifter af omsætningen af lægemidler til produktionsdyr hos apotekere, der har valgt at forhandle lægemidler til produktionsdyr, og andre forhandlere med tilladelse til at forhandle sådanne lægemidler. Provenuet vil skulle anvendes til at finansiere indsatser i Fødevarestyrelsen for at sikre en ansvarlig anvendelse af antibiotika i husdyrproduktion. Loven udgør et element i forliget om veterinærområdet for 2013-2016, som er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.