Om ikraftsættelse for Færøerne af visse bestemmelser i adoptionsloven.
Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for at sætte den ændring af adoptionsloven, der vedrører et nyt adoptionssystem for international adoptionsformidling, i kraft for Færøerne. Lovforslaget sættes i kraft for Færøerne efter anmodning fra landsstyreområdet for sundheds- og indenlandsanliggender på Færøerne. Lovforslaget kan sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Ikraftsættelsen af lovforslaget for Færøerne forudsætter imidlertid, at myndighedsstrukturen for Færøerne på adoptionsområdet opdateres, så den svarer til strukturen i Danmark i relation til behandlingen af klager over adoptionsafgørelser og tilsyn med adoptionsformidlende organisationer. Denne opdatering af myndighedsstrukturen på Færøerne forudsætter bl.a., at en generel klagebestemmelse i en tidligere lov om ændring af adoptionsloven sættes i kraft for Færøerne, og at bestemmelsen i adoptionsanordningen for Færøerne om klage over afslag på godkendelse som adoptant ændres. Dette kan kun gennemføres, ved at social- og indenrigsministeren bemyndiges til ved kongelig anordning at sætte den pågældende klagebestemmelse i kraft for Færøerne og til at ændre bestemmelsen i adoptionsanordningen om klage over afslag på godkendelse som adoptant.