Om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.
Det foreslås, at der indføres en bestemmelse i straffelovens § 110 e, stk. 2, som gør det strafbart offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds at behandle et skrift med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, utilbørligt. Samtidig undtages § 110 e fra bestemmelsen i § 136, stk. 2, om straf for billigelse af forbrydelser omhandlet i kapitel 12 eller 13. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.