Om forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede m.v.
Det foreslås bl.a. med lovforslaget at indføre et forbud mod indgåelse eller anerkendelse af ægteskaber mellem fætter og kusine eller andre beslægtede. Forslaget skal beskytte unge mod at blive presset ind i uønskede ægteskaber og mindske risikoen for arvelige sygdomme, der kan være for børn af genetisk beslægtede. Lovforslaget implementerer initiativ 1 i udspillet ”Et frit liv i Danmark – Regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol og parallelsamfund”, der skal bakke op om frihedskampen mod negativ social kontrol.