Om finansiel virksomhed m.v.
Med loven gennemføres en række emnemæssigt forskellige ændringer i lov om finansiel virksomhed og i en række andre finansielle love. Loven indebærer, - at de finansielle virksomheder får mulighed for at vælge, om de vil aflægge årsregnskab efter internationale regnskabsstandarder godkendt af EU (IAS- forordningen) eller efter de danske regnskabsregler, - at den enkelte finansielle virksomheds ledelse skal opgøre et individuelt solvensbehov for virksomheden, - at Finanstilsynets tavshedspligt bliver lempet, - at ophørsreglerne for forskellige typer af finansielle virksomheder bliver harmoniseret, - at grænserne for, hvornår en udsteder af elektroniske penge bliver omfattet af reglerne om elektroniske penge, bliver hævet, - at kompetencen til at udstede regler om prisoplysning på det finansielle område bliver overført fra ministeren for familie- og forbrugeranliggender til økonomi- og erhvervsministeren, - at forsikringsselskaberne alene må indgå aftaler om forsikringsformidling med visse erhvervsdrivende, - at opkrævningsmetoden for bidrag til garantifonden for skadesforsikringsselskaber bliver ændret, - at hæftelsesreglerne for investeringsforeninger bliver ændret således, at afdelingerne i en forening alene hæfter for egne forpligtelser, og - at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen får hjemmel til at fastsætte regler om gennemførelsen af hvidvasktilsynet. Baggrund: Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at formålet med ændringerne var at give de finansielle virksomheder mulighed for fleksibilitet ved regnskabsaflæggelsen samt forbedre sammenligneligheden og gennemskueligheden på EU-plan.