Loven gennemfører en række initiativer som opfølgning på den finansielle krise. Initiativerne vedrører aflønning, øget gennemsigtighed, rådgivning, styrket tilsyn og skærpede sanktionsmuligheder. Finanstilsynet får bl.a. hjemmel til at udstede administrative bødeforelæg i nærmere angivne sager. Ved ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren udgik en foreslået ophævelse af stemmeretsbegrænsninger for spare- og andelskasser. Desuden samles udstedelsen af regler om visse aflønninger hos Finanstilsynet. Der blev indsat en bestemmelse om, at finansielle virksomheder i årsrapporten skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen, og de foreslåede regler i hvidvaskloven om registrering af almennyttige organisationer udgik.