Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse: V 40. Af Rune Lund (EL). Fremsat 24-01-07 ...... FF 3317 Bortfaldet 25-01-07 ...... FF 3341 V 41. Af Pia Larsen (V), Mette Gjerskov (S), Søren Espersen (DF), Lars Barfoed (KF), Naser Khader (RV) og Steen Gade (SF). Fremsat 24-01-07 ...... FF 3321 Vedtaget 25-01-07 ....... FF 3341 Fuld tekst: V 40: »Folketinget opfordrer regeringen til - i forhandlingerne om handelsaftaler (Økonomiske Partnerskabsaftaler/EPA) mellem EU og en række ulande (AVS-landene) - at give udviklingshensyn højeste prioritet og konkret arbejde for at: - kravet om gensidighed opgives. De økonomiske partnerskabsaftaler skal være en »gratis omgang«, hvor AVS-landene får adgang til EU's markeder uden at give noget til gengæld. Hvis dette ikke er muligt under de nuværende WTO-regler, må regeringen arbejde for, at disse regler ændres, eller at Kommissionen tilbyder alternativer til de økonomiske partnerskabsaftaler, der ikke stiller krav om gensidighed, - EU ikke stiller krav om liberalisering af serviceydelser, investeringer og offentlige indkøb, - EPA-forhandlingerne først afsluttes, når der er gennemført grundige analyser af aftalernes konsekvenser for AVS-landene, - der i aftalerne indgår seriøse safe guard-mekanismer, der sikrer, at AVS-landene kan beskytte sig mod dumping fra EU, og - EU ikke bruger trusler om nedskæringer i ulandsbistanden i forhandlingerne.« V 41: »Folketinget understreger, at formålet med økonomiske partnerskabsaftaler med EU er at fremme AVS-landenes udvikling og fattigdomsbekæmpelse gennem deres integration i verdenshandelen. Regeringen opfordres til at arbejde for at: - toldreduktioner fra AVS-landenes side sker i et socialt og statsfinansielt ansvarligt tempo, - EU efterlever sit tilsagn om at øge bistanden, herunder at yde øget handelsrelateret bistand til AVS-landene i forbindelse med partnerskabsaftalerne, - EU kun stiller krav om skærpede regler for serviceydelser, intellektuelle ejendomsrettigheder, konkurrence, investeringer samt offentlige indkøb i det omfang, det tjener AVS-landenes udviklingsinteresser og ønsker, - AVS-landene effektivt kan beskytte sig mod al dumping bl.a. af landbrugsvarer, - alle AVS-partnerskabslande tilbydes markedsadgangsvilkår i EU, svarende til »Alt undtagen våben«-toldpræferencerne uden overgangsordninger, - fremme Syd-Syd-handel, herunder at give mulighed for, at told på import fra EU afvikles langsommere end mellem AVS-landene i de regionale grupperinger, og - EU lemper sine oprindelsesregler og arbejder for, at OECD-landene gør det samme.« Afstemning: V 41 vedtaget med 110 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) mod 2 (EL). V 40 var dermed bortfaldet.