Loven ændrer fremgangsmåden ved DSB’s anskaffelse af rullende materiel. Fremover skal transportministeren godkende virksomhedens beslutninger om udbudsmateriale og kontrakter. Loven indebærer desuden, at procedurerne for godkendelse af investeringer, herunder finansieringen, forenkles, og at der gives mulighed for at give udvidet statsgaranti til DSB. Desuden indebærer loven, at den fremtidige sammensætning af bestyrelsen for DSB bliver mere fleksibel, ved at der fastsættes et minimums- og et maksimumsantal for antallet af bestyrelsesmedlemmer.