Om den selvejende institution Udbetaling Danmark.
Loven indebærer, at en del af kommunernes sagsbehandling samles i en ny myndighed, Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark skal overtage størstedelen af kommunernes sagsbehandlingsopgaver, der hovedsaglig udføres på baggrund af objektive kriterier med beregning og udbetaling på følgende områder: folkepension, førtidspension, boligstøtte, barseldagpenge og børnebidrag. Kommunerne skal fortsat varetage de opgaver, der forudsætter personlig kontakt med borgerne. Loven trådte i kraft den 24. december 2010, dagen efter offentliggørelse i Lovtidende. Lovforslaget var en del af aftalen mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkepart om genopretning af dansk økonomi og en del af aftalen om kommunernes økonomi for 2011 mellem regeringen og KL.