Om dansk tilslutning til EITI-initiativet.
Enhedslisten foreslog, at Danmark tiltrådte EITI - Explorative Industries Transparency Initiative. EITI er et initiativ, som skal sikre en større åbenhed omkring de økonomiske relationer mellem råstofudvindende virksomheder og myndigheder eller andre autoriteter i de lande, hvor virksomhederne arbejder. Som et led i Danmarks tiltrædelse af EITI foresloges at inddrage de danske virksomheder, der er involveret i råstofudvinding. Udvalget har afgivet beretning over forslaget. I beretningen opfordrer udvalget regeringen til at arbejde for større åbenhed om forholdene mellem råstofudvindende virksomheder og myndigheder og andre autoriteter i lande, hvor råstofferne udvindes.