Formålet med lovforslaget er at give hjemmel til, at udviklingsselskabet By & Havn I/S kan anlægge en ny halvø i Københavns Havn. Herudover bemyndiges By & Havn I/S til at anlægge et modtageanlæg til nyttiggørelse af rent og ikke-rensningsegnet forurenet jord på Refshaleøen, anlægge en adgangsvej på det nordøstlige Amager, der på baggrund af drøftelser med ledningsejere i området føres henover Kraftværkshalvøen, benytte et eksisterende areal på Kraftværkshalvøen til arbejdsareal, foretage uddybning af sejlrenden i Kronløbet og syd for Middelgrunden samt foretage klapning af materiale i Køge Bugt. Endvidere er der i lovforslaget indeholdt, at By & Havn I/S skal arbejde for at erstatte fjernede ålegræsarealer med tilplantning af ålegræsarealer, der er dobbelt så store som de fjernede, og at etablere en marin havpark. Loven træder i kraft den 1. juli 2021.