Om afskaffelse af indtægtsregulering af folke-, senior- og førtidspension på grund af ægtefælle eller samlevers arbejdsindtægt m.v.
Formålet med lovforslaget er at give seniorer et øget incitament til at arbejde efter folkepensionsalderen og at få flere i arbejde, og derfor foreslås det at ændre reglerne, så social pension udbetales uafhængigt af en ægtefælles eller samlevers arbejdsindkomst. Desuden foreslås det at etablere en midlertidig ordning, hvor kommunerne i perioden fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2025 ikke kan frakende førtidspensionen. Dette indebærer, at førtidspensionister i den 3-årige periode har sikkerhed for at bevare retten til førtidspension, uanset hvor meget de arbejder. Derudover indeholder lovforslaget en justering af bestemmelsen om en mindre intensiv indsats i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, så to nyere pensionsordninger, tidlig pension og seniorpension, omfattes af bestemmelsen. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.